Freakshow 1 De falske freaks
Freakshow 2 De oversavede damer
Freakshow 3 - Den haleløse havfrue
Freakshow 4 - Den gale samler
 
"Mine damer og herrer, gør jer klar til at læse en historie ud over det sædvanlige." Weekendavisen
 

Freakshow

"Mine damer og herrer, gør jer klar til at læse en historie ud over det sædvanlige." Weekendavisen
 
Freakshow-serien foregår i familien van Schabts Rædsels- og Raritetskabinet, hvor vi følger de to meget forskellige søskende, Norm og Ariel.
 
Havfruepigen Ariel, der er født med hale og lokkende sangstemme, er showets stjerne, men hun drømmer om at blive normal. Hendes lillebror Norm derimod er skingrende normal, som den eneste i en familie af freaks, og derfor må han nøjes med jobbet som altmuligmand og popcornsælger. Men i al hemmelighed drømmer han om at stå på scenen selv - som standupkomiker.
 
Det er vildt, det er freaket, det er langt ude - og det er ikke så langt fra virkeligheden, som man skulle tro.
 
Freakshow er først og fremmest en sjov og spændende historie, men det er også en historie, der sætter spørgsmålstegn ved, hvem der er normal, hvad der er normalt, og hvor langt vi mennesker er villige til at gå for at blive lagt mærke til - eller for netop ikke at blive lagt mærke til.
 

Omtale

Stine Reinholdt Hansen, Weekendavisen
"Bøgernes univers er surrealistisk og absolut ikke almindeligt, men det betyder ikke, at man taber tråden. Tværtimod er personerne og især deres følelser skildret så godt, at man næsten glemmer deres særheder og i stedet lever sig fuldstændigt ind i universet."
 
"Freakshow er en serie om vanskabninger. Både dem, der er født anderledes, og de selvgjorte. Men det er mest af alt en rigtig god historie om at være og føle sig anderledes, på godt og ondt."
 
Ida Moestrup Jessen, Fine spind - kultur til børn
"Bogen en oplagt mulighed for at tale om forskellighed, om at høre hjemme et sted, og den kan samtidig være med til at bryde med det tabu, det kan være, at tale om fysiske skavanker."
 
"Bogen er en kavalkade af skægge hændelser, levende beskrivelser af de forskellige artisters særheder og hjemmebryggede, finurlige udtryk som ”freaskelov”"
 
 
LittleLudvigs bogunivers
"Serien er super fin og har rigtig gode spændende passager. Det er en klassisk lækker bog med en god handling og et spændende plot."
 
"Jeg er ret glad for "Freakshow" ikke kun fordi bøgerne har nogle gode plots, men også fordi forfatterne har vendt vores verden lidt på hovedet. Her er det nemlig det fedeste at være en freak - et begreb børn ikke altid bruger i den mest positive sammenhæng.Det er fedt at være anderledes og spøjs, og faktisk rigtig kedeligt at være normal og ligesom alle andre.
 
Det er fedt, og det er freaket og jeg elsker det! Mere af det, tak."
 
Læs hele anmeldelsen på LittleLudvigs bogunivers
 
 
Ann-Kristine Hald, Bogrummet
Holmboe og Boyle Rødtnes har her skabt en fantastisk start på en interessant serie, hvor almindelige mennesker kan blive freaks og omvendt. Med Norm og Ariel i fokus ser vi begge sider af sagen og da jeg havde læst denne første bog, ville jeg ønske, at jeg allerede havde kunnet læse dem som barn.
 
Kapitlerne er korte, så den er perfekt til de yngre læsere – både som godnathistorie og til at læse selv. Jeg glæder mig allerede til at læse den næste i serien, da man endnu ikke helt ved, hvad der kommer til at ske med Norm og Ariel, og jeg glæder mig til at se hvad Boyle Rødtnes og Holmboe ellers udsætter dem for. For hvad vil man helst? Passe ind i mængden eller være noget helt unikt i sig selv som man er født?"
 
Læs hele anmeldelsen på bogrummet.dk
 
Martin W. Hansen, lektør
"Det er en spændende, ny serie de to forfattere har kastet sig over, med hovedpersoner man ikke ofte ser andre steder. Men i bund og grund er det en historie om at finde sig selv og blive accepteret af andre for dén man er. Og på den måde bliver serien, trods sin specielle kulisse, helt relevant for langt de fleste i 10+-alderen."
 
"En rigtig fin titel, med et flot cover, der vil begejstre sin målgruppe. Kan anbefales til bredt indkøb."
 
Randers Bibliotek: Gode bøger til sommerlæsningen
"Her er en serie, der er lidt udover det sædvanlige."
"En rigtig fin fortælling fra 9 år." 
 
 
 
 

Nomineret til Orlaprisen

Bind 1, De falske freaks, blev nomineret til Orlaprisen 2016.

Bemærk

Enhver lighed med reality-tv og virkelige personer, freaks såvel som normale, er fuldstændig tilsigtet.

Hvor fik I ideen fra?

For en gangs skyld kan vi faktisk svare på dette evige spørgsmål. Eller i hvert fald på: Hvor og hvornår fik I ideen?
 
Den fik vi på et kursus i Forfatterforeningen, hvor makkerparret bag Ærtehalm underviste i at skrive serier sammen. Nicole og jeg sad tilfældigvis ved siden af hinanden og kom derfor til at lave en øvelse sammen.
 
Øvelsesteksten blev noget værre vrøvl, men der skete to ting: Vi fandt ud af, at vi svingede utrolig godt sammen, og vi fik skrevet en scene, der kunne noget. Noget med en bror i kørestol, der skynder sig at blokere bremsen, da hans søster nærmer sig, bare for en sikkerheds skyld, så hun ikke skubber ham ned ad trappen.
 
I de næste måneder mødtes vi og lærte hinanden at kende, mens vi stille og roligt udviklede historien sammen. Da først hovedpersonerne og miljøet var på plads, begyndte plottet at tage form, og så gik det stærkt.
 
Nicole og jeg skriver meget forskelligt og i forskellige genrer, men efter en skrivemaraton i påsken 2014 skrev vi os ind på karaktererne og fandt en fælles stil. Og så var der hul igennem.
 
Fire bøger blev plottet, og i efteråret 2014 var de første to færdige.
 
P.t. er de tre første bøger udkommet, og den fjerde og sidste kommer til oktober/novmber.
 
Så du kan roligt glæde dig til den store finale ... Det bliver freaking awesome!
 
 
 
 
 
Ellen Holmboe - forfatter. Senest opdateret den 2. april 2024