I Varde er jeg født

Jeg er født og opvokset i Varde. Alligevel er jeg hverken vardenser eller vestjyde – og dog.

Er det tre eller fem generationer, der skal til, før man ifølge de indfødte kan kalde sig indfødt? Uanset hvad er jeg ikke kvalificeret. Min sønderjyske far, Vagn Aage Sørensen, og midtjyske mor, Edith Sørensen, flyttede til byen i 1950’erne for at arbejde på Sct. Jacobi Skole, og så var fem skæbner beseglet, herunder min og mine brødres.

Selvom jeg er født i byen og boede der, indtil studentereksamen var i hus, og turen gik til København for at læse, så er jeg blot en 2. generationsindvandrer i Varde. Efter 30 år i København kan jeg i øvrigt bemærke, at jeg heller ikke er rigtig københavner. Højst en 1. generationsindvandrer.

Jeg udtaler ikke længere ”14” med ”å” som i ”sårt,” men med ”o” som i ”sort.” Alligevel stikker det vestjyske dybt, og det er blevet tiltagende tydeligt. Ikke fordi jeg er blevet ældre, men fordi jeg er blevet forfatter. Om forfattere siges det nemlig, at ”man skriver, som man er.” Og det er her, det vestjyske skinner igennem. I sådan noget som halvdelen af mine bøger, viser en finoptælling.

Heksemutters skov

På Karinevej, hvor jeg er født og boede, til jeg var syv, var der godt at lege. Begge mine forældre var skolelærere, og vi blev passet af skiftende unge piger i huset, som de nøje udvalgte blandt de kvikkeste og sødeste elever i realen. Vejen er blind, og man kunne trygt sende ungerne ud at lege. Slog man sit knæ, var der altid en ung pige eller en nabokone i nærheden, der kunne tage sig af det. Der var haver at tumle sig i og en vej, der var som skabt til rundbold, kantsten og rulleskøjtehockey, iført stålskøjter, der slog gnister mod asfalten. En gruppe forældre havde købt en grund i fællesskab og lavet den om til en legeplads, komplet med sandkasse og legeredskaber. Og så lige én ting til, der fuldendte billedet. For enden af legepladsen lå … HEKSEMUTTERS SKOV!

For to fantasifulde unger som min storebror, Sigurd, og mig var det en ren foræring. Generelt legede vi nok mere oppe i vores hoveder og egne fantasiverdener end ude på vejen. Vi kunne tilbringe timer med at lege detektiver og ”udspionere” alt og alle. Sagen var bare, at der ikke rigtig skete noget. Der var fredeligt på sådan en lukket parcelhusvej omkring 1970. Nærmest kriminelt fredeligt, set med en fem-seks-syv-årigs øjne. Her var det så, at den gode fantasi kom ind i billedet. For slap man Sigurd og mig løs bag en ligusterhæk på en søvndyssende sommerdag, gik der ikke længe, inden de blodigste kriminaldramaer udspillede sig for vores indre øjne. Eller de grummeste eventyr, der ikke lod Brdr. Grimm meget efter. Når Søsk. Sørensen rykkede ud, skete der ting og sager i heksemutters skov. Ingen havde nogensinde set heksemutter, og hvis der er noget, der kan få fantasien til at gå i selvsving, så er det netop, når man ikke ser monstret. Så er der ingen grænser for, hvor stort og loddent og grusomt det kan vokse sig. Vejen var oven i købet opkaldt efter den sidste heks, der blev brændt i Varde, og enhver, der kan sin Hans og Grete, ved jo, hvad hekse foretrækker at æde …

Jeg husker tydeligt, hvordan de store drenge udfordrede hinanden til at vove sig ind i det tilvoksede vildnis i heksemutters baghave, der stødte op til legepladsen. Igen af os fra Karinevej turde gå derind, men to noget større drenge fra Fredensvej, der var kommet forbi for at spille smarte, turde godt. Med tilbageholdt åndedræt så vi til, mens de listede sig gennem krat og skrammel og forsvandt af syne. Længe var de væk. Præcis så længe, at vi nåede at få overbevist hinanden om, at drengene var blevet ædt. Mindst. Men så kom de tilbage, og vi åndede lettet op.

Senere har det slået mig, at de garanteret bare har stået og ventet bag et træ, indtil stemningen blandt de ventende smårollinger var på bristepunktet, men det var der ingen af os, der tænkte på dengang.

Den eneste anden, der nogensinde vovede sig ind i heksemutters skov, var ingen anden end vores lillebror, Peter. Fuldstændig uanfægtet af alle myterne tullede han derind, engang hvor vi andre var sat skakmat. Vi havde spillet bold, og bolden var røget ind i heksemutters skov. Jeg husker, hvordan vi med livet som indsats prøvede at nå bolden, uden at fødderne mistede forbindelsen med legepladsens sikre grund. Først med armene og så med pinde. Forgæves. Så var det, at Sigurd halvt i spøg spurgte Peter, om han ikke kunne hente den. Jow-jow, sagde Peter og hentede bolden, mens vi andre så til i gru.

Langt senere slog det mig, at knægten ikke var det mindste cool. Han var bare to-tre år gammel og fattede ikke en brik af den livsfare, han havde svævet i. Sådan var det også, da vi så månelandingen i 1969 inde hos naboen, familien Foldager, på deres teaktræsdampfjernsyn. Sigurd og jeg var hhv. syv og fire år gamle og helt oppe at køre. Tænk, der gik en mand på Månen. Peter var derimod fuldstændig uberørt, selvom Sigurd og jeg pegede og forklarede. Han sad bare der og bankede en rangle ned i gulvet, som om en mand på Månen ikke var noget særligt.

Det med at lege detektiv og selv hitte på mysterierne, sådan som Sigurd og jeg gjorde det, er der kommet en hel serie ud af. I serien optræder historien om heksemutters skov i bunden af Karinevej, lidt forklædt, men ikke mere end at gamle naboer straks kan kende den.

Familien Foldager var i øvrigt rar at komme hos. Blandt andet husker jeg, at der altid vankede hjemmebagt kage. De havde også tre børn, dog fordelt sådan, at deres yngste var på alder med den ældste af os. Sjovt nok holdt jeg meget af at besøge John, familien Foldagers ældste. Han havde tålmodighed nok til at blive beundret af naboens lille snottøs, selvom han må have været en halvstor knægt på det tidspunkt, hvor jeg blev stor nok til selv at gå på visit. Så kom jeg ind i det allerhelligste, på hans teenagerværelse, hvor der hang musikplakater overalt, og hvor en flaske gjorde det ud for lysestage oven på en ølkasse. Her sad jeg i et bjerg af puder og læste Johns GRU-tegneserier, mens John spillede The Doors på grammofonen. Eller læse kunne jeg ikke endnu, så jeg nøjedes med at kigge på billederne. Men det var også rigeligt. Selvom jeg vidste, jeg fik mareridt af at læse GRU, kunne jeg ikke holde mig fra dem. Specielt husker jeg en historie, hvor en forfatter sidder og arbejder på en tegneserie om en forfatter, der skriver om et monster, der kommer til live. Bag ham er det selvsamme monster ved at krybe ind ad det åbne vindue med retning mod den intetanende forfatter, der sidder med ryggen til, bøjet over sit tegnebord. Det billede står printet i min hukommelse, og jeg skylder John og hans GRU-magasiner stor tak for at have skræmt livet af mig i en alder, hvor det var med til at skabe den klangbund, jeg i dag kan trække på, når jeg selv skriver gysere.

Familien Sørensen på Karinevej anno 1969.

Hønsegården

Overgangen fra Karinevejs trygge univers til Sct. Jacobi Skole var noget af et chok. Jeg havde aldrig oplevet større sammenhænge end juletræsfesten i mandskoret Zelo, da jeg mødte op på en af landets største folkeskoler. Alene skolegården med dens 1.400 elever var overvældende, og vores søde børnehaveklasselærer, Lasse, måtte ud på gangen, hvor jeg stod og puttede mig, før jeg lod mig overtale til at gå med ind. Men det, der slog hårdest, var at opleve de sociale skel. Jeg skal love for, at der var hakkeorden i ”hønsegården,” hvor indskolingen holdt til dengang i starten af 1970’erne. På Karinevej har der sikkert også være en hakkeorden, jeg har bare ikke oplevet den. Jeg anede ikke, hvad de andres forældre lavede, bortset fra Gurli og P.V., der var lærere ligesom mine forældre. Det, der talte på Karinevej, var i langt højere grad, om man blev mødt med åbne arme og hjemmebagt kage. I skolen var det ganske anderledes. Der blev man indplaceret i klassens hierarki efter forældrenes sociale status. For første gang oplevede jeg, at der var en rigtig og en forkert side af åen. En rigtig og forkert side af Frisvadvej at bo på. I min klasse indtog børnene af byens spidser som det mest naturlige førerpositionerne, og så fordelte vi os ellers dernedad, efter hvad vores forældre lavede eller ikke lavede. Man kunne hoppe og springe og være lige så dygtig, det skulle være. Det ændrede ikke noget på ens plads i hierarkiet. På den måde var Varde det rene Korsbæk. Da jeg flyttede til København, var det noget af det, jeg glædede mig til at komme væk fra. Naiv, som jeg var. For København er fuldstændig som Varde. Der er også en rigtig og forkert side af Voldene. En rigtig og forkert side af Strandvejen at bo på. På den vej, hvor jeg bor nu, svinger boligpriserne med sekscifrede beløb afhængig af, om man bor på den ene eller anden side. Vejen er nemlig delt på langs, så adressen hedder Vesterbro på den ene side og Frederiksberg på den anden, og som enhver ved, så er 1801 Frb. C meget finere end 1749 Kbh. V.

Alt det her var jeg ikke bevidst om som barn og ung. Men i forbindelse med en serie, jeg skriver, gjorde jeg mig det klart. Det, der gjorde Varde til Varde anno 1970’erne, har jeg brugt som afsæt for en serie, hvor uoverstigelige klasseskel udgør drivkraften i historierne. Og i parentes bemærket er der ikke meget, der har ændret sig siden dengang. Når så mange af os kan føle os som borgere i Lise Nørgaards Korsbæk, er det, fordi hendes historier om barndommens Roskilde hæver sig over det lokale og bliver universel. Uden sammenligning i øvrigt er der netop derfor, man som forfatter roligt kan øse af den lokale brønd: Hakkeordenen i en vestjysk provinsby og detektivlege under ligusterhækken. Tidlige gys i trygge rammer og heksemutters skov, det lokale ”farlige sted,” rummer netop det stof, som gode historier er gjort af; det lokale og private, der kan bearbejdes til noget universelt og personligt, ja, til noget almenmenneskeligt, der hæver sig over tid og sted. Når det altså lykkes.

Havet, himlen og vinden

En vigtig ting, jeg har taget med mig fra Vestjylland, er myterne om dødemandsbjerge, strandhugst og kviksand samt fakta om miner, bunkers, stormflod, luftspejlinger og århundredgamle, tilsandede egetræer. Om havgus, hestehuller og hugorme. Som barn flød det hele sammen i én pærevælling, som senere har vist sig at være god at fiske historier op af. Fantasien trives godt på en bund af fakta og myter.

Vi tog tit til Skallingen i fars lille elefantgrå Moris Maskot-varevogn, og måske netop fordi vi boede i byen og kun tog til stranden nu og da, står Skallingen for mig i samme myteskær som heksemutters skov. Vi unger lå omme bag i bilen og kunne ikke se noget. Men man var ikke i tvivl om, hvornår vi kørte ind på strandengen; rrrrrrr, sagde det, når vi kørte over kreaturristene, og bum-bum, bum-bum sagde det, når vi kørte ud ad betonvejen, tyskervejen. Min modige far parkerede foran et skilt, hvor der stod Minefare. Adgang forbudt. Det kunne jeg godt nok ikke læse, men der var dødningehoved på og det hele, så den var god nok. Det var livsfarligt. Nu skulle vi så forcere klitterne for at komme ned på stranden. Her sørgede jeg altid diskret for at træde i min fars fodspor. Helt bogstaveligt. Jeg strakte mine femårige ben til det yderste og trådte omhyggeligt i hans fodspor ud fra devisen; hvis minerne kan holde til ham, kan de også holde til mig. Senere har jeg fundet ud af, at jeg ikke var nær så diskret, som jeg troede. Sådan en overlærerfar har øjne i nakken. Han vidste udmærket godt, hvad der foregik bag hans ryg, og lur mig, om han ikke har gået og grinet af sin skøre unge.

Far genfortalte myterne, som det sig hør og bør, nemlig som om det var den rene, skære sandhed. Han fortalte om, hvordan de lokale i stormvejr havde bundet en lygte under bugen på en hest og trukket den op og ned ad stranden for at lokke sagesløse skibe på grund for derefter at slå mandskabet ned og plyndre dem. Det er blevet til en novelle. Han fortalte om de store forlis, om hvordan man begravede de druknede i Dødemandsbjerge, og om hvordan havligene blæste fri, når det stormede. Det er der også kommet en novelle ud af. Sigurd fortalte med en storebrors autoritet om, hvordan man kunne blive suget ned af kviksand, og hvordan man sank dybere og dybere, jo mere man kæmpede for at komme op. Sammen trodsede vi faren fra hugorme, landminer og gengangere af druknede sømænd og sneg os rundt for at finde kviksand, man kunne drukne i. Uden held dog, men måske kommer der en historie ud af det en dag?

Til faktadelen hører en historie, som blev bragt i lokalavisen. Nogle tyske turister havde fundet et stor, spændende metalting, der var blæst fri efter en storm. Ti kilo tung, tallerkenformet og armygrøn med et praktisk håndtag på siden. Sikke en skøn souvenir, har de måske tænkt, og så placerede de den ellers på bagagebæreren og cyklede hjem. Ud af den hullede tyskervej bum-bum, bum-bum, over kvægriste rrrrrr og ind til Blåvand. Her blev de overmandet af kaffetørst og stillede cyklen løseligt op ad en lygtepæl, mens de gik ind til bageren. En lokal så cyklen og slog alarm. Den spændende metalting viste sig nemlig at være en panserværnsmine, nærmere bestemt en tallerkenmine, der indeholder fem kilo TNT, der uden problemer kunne blæse en tank i luften, så hvis cyklen var væltet, var det ikke kun de tyske turister, der ikke havde fået kaffe den dag … Den hændelse er også blevet til en novelle, bare i en mere udspekuleret gyserversion.

Sådan kommer det også til at gå med de eksproprierede ”spøgelseshuse” på Kallesmærsk Hede, der står og stirrer på én med deres blinde, påmalede øjne, så en femårig pige fik kuldegysninger i sommervarmen. Sammen med min barndoms fascination af F16-fly, der flækkede himlen over os, så vi unger kastede os ned på jorden og jublede: ”Russerne kommer!” og de barske fakta om minerydningen efter 2. verdenskrig og flygtningelejren i Oksbøl udgør de klangbunden i en gyserhistorie, jeg er i fuld gang med.

Hvad mon der gemmer sig i de forseglede stuehuse på Kallesmærsk Hede? Jeg fik næsten et kig ind i en tidslomme anno 1967-68, men bare ben og brændenælder satte en stopper for efterforskningen, og måske er det bedst sådan. Ligesom med heksemutters skov, der lever så stærkt, fordi vi netop aldrig så heksen.

I den mere muntre afdeling af ting, jeg har taget med mig fra Vestjylland, findes det faktum, at jeg sjældent bruger paraply. Min københavnske kæreste undrede sig højlydt, og jeg måtte forsvare mig, som jeg bedst kunne; at paraplyer ikke giver megen mening i Vestjylland. De blæser simpelthen i stykker. I København har man mere glæde af en paraply, men jeg er ikke inde i vanen, og glemmer som regel at tage en med. Det er i øvrigt også med i en historie. I samme skuffe ligger det faktum, at jeg gentagne gange er kommet til at omtale det københavnske skybrud i 2011 som ”stormflod.” Sådan en fortalelse står ikke til at redde.

Så er der himlen. Når man er vokset op i det fladeste flade, ligger horisonten så lavt, at man nærmest kan kigge ned på den. Ikke sådan noget pjat med at placere horisonten to tredjedele oppe i billedet, som man ser det på landskabsmalerier. Næ, i Vestjylland ligger det gyldne snit i knæhøjde. Der er det himlen, der er landskabet; eller sagt på jysk: der er møj luft. Og i øvrigt vender et rigtigt hav sådan, at solen går ned midt i det. Punktum.

Udsigt over Skallingen fra en researchtur i sommeren 2013. Til venstre anes Esbjergværket, og lidt til højre herfor kan man skimte luftspejlinger af tre ”øer”, som vi var så heldige at se.

I København ligger det lidt tungt med geografien. Tager man til Bellevue Strand, er alting forkert. En græsplæne, der går direkte ud i vandet. En sol, der går ned over landet. Der er ingen livsfarer at tale om. Ikke så meget som et sølle lille hestehul at ryge i. Øresund er en værre pjat-pyt, der ikke kan skrives mange historier om. Med mindre man er vokset op ved den, måske.

Den københavnske horisont er også noget rod, lukket inde bag husmure som den er. Heldigvis bor jeg nu halvvejs oppe ad Valby Bakke, øverst oppe med fri udsigt over byens tårne, så horisonten er kommet ned, hvor den hører til. At sidde på min altan føles som at komme hjem. Der er møj luft, og jeg har plantet en stor krukke marehalm, der vifter i vinden. Så der sidder jeg nu, midt i storbyen, stirrende mod horisonten og skriver historier, der har rod under helt andre himmelstrøg.

Udsigt fra min altan. Til venstre anes Himmelskibet i Tivoli, lidt til højre for midten Turning Torso i Malmø. I sommeren 2013 kunne jeg følge flyvetræningen for et par tårnfalkeunger, der bor øverst oppe i Carlsberg Siloen. Det bragte minder tilbage til DLG’s kornsilo i Varde, hvor tårnfalkenes karakteristiske skrig også var en del af sommerens lydtapet. Sammen med F16-fly, der gik gennem lydmuren med et pragtfuldt brag.

Sangen og sproget

Noget, jeg i høj grad har taget med mig, er sangen og sproget. Min far var i en årrække dirigent i mandskoret Zelo. Der blev altid spillet musik derhjemme, og jeg sang selv i kirkekoret og gymnasiekoret. Højskolesangbogen og salmebogen udgør en stor del af min sproglige og kulturelle ballast. Så megen skønhed og livsvisdom er samlet her, og det er naturligt for mig, at man synger, når man er sammen. Det er det så bare ikke i København. Jeg husker tydeligt en af mine første sankthansaftener i byen, hvor jeg uden at blinke pakkede tæppe, regnfrakke og højskolesangbog, inden jeg drog til bålfest. Tæppet og jakken kom i brug. Højskolesangbogen blev i tasken. Tænk, de sang kun Midsommervisen – og så på Shubiduas melodi.

I Varde derimod var sådan en sankthansaften noget ganske særligt. Når borgmesteren havde talt, nede ved åen, kom aftenens højdepunkt. Så var det Zelos tur til at synge for, med far i spidsen. Selv mor brummede med på I Danmark er jeg født og alle de andre smukke sange, der fik fantasien til at drage på langfart. Over mark, under strand.

En gang i København under en selskabsleg gik det igen galt med sangskatten. Legen gik ud på at trække et bogstav op af en hat og derefter synge en sang, der begyndte med bogstavet. Jeg trak U og brød straks ud i Underlige aftenlufte, som jeg har lært at kende under Karen Sonnichs kyndige ledelse på Varde Gymnasiums første musiklinje. Sangvalget blev desværre underkendt af mine københavnske kombattanter, der troede, at Oehlenschlägers romantiske hjertesuk var noget pjat, jeg stod og digtede på stedet. Men sådan er en forfatters lod. Når man lever af at hitte på, må man finde sig i, at folk tror, man hitter på.

I øvrigt har jeg haft stor glæde af fællesantennen i Varde. Ved at se tysk tv som barn har jeg tilegnet mig et ekstra sprog, så jeg kan læse tysk litteratur uden problemer. Hvorfor ”tosproget” bruges som skældsord, er mig en gåde. Hvorfor mine fætre fra Køge grinede af os, når vi legede cowboy’dere og indianer, og vi tre vestjyske solformørkelser frejdigt råbte: ”Hände hoch!” kan jeg derimod godt forstå. På køgensisk hedder det da ”Haaan-sjup.”

Hjemveje

Jeg holder meget af at besøge mine forældre i Varde. Når toget passerer israndslinjen vest for Kolding, føler jeg en ro. Så kommer horisonten ned, hvor den hører til. Selve byen ændrer sig stille og roligt. Jeg kender ikke så mange mere, men landskabet virker evigt. Så sidder jeg der i toget, hvor øst bliver til vest, og nyder himlen, mellem mine to hjemegne.

Når jeg skal tilbage til København, planlægger jeg i øvrigt ofte min togtur, så jeg har et kort ophold i Esbjerg. Kort, men netop langt nok til at jeg kan nå at købe friske forsyninger af bakskuld med hjem fra Fiskehallen i Jernbanegade. Forsvarligt indpakket af hensyn til sarte medrejsende, naturligvis. For meget kan man sige om København, men bakskuld ligger det lidt tungt med.

Om det vestjyske hænger ved?

Jowww. Akkeja-akkedog.

… måske skulle jeg skrive en historie om det en dag?

© Ellen Holmboe og Forlaget Editor 2013